Så står du der som nyudnævnt leder. Spændt, stolt, fuld af gode intentioner og en ydmyghed for den nye rolle. Og med en overbevisning om, at det her bliver godt, sikkert svært, men at du i hvert fald ikke kommer til at lave de samme ledelses-brølere, du selv har været udsat for gennem tiden.
Det hele starter godt. Du kaster dig over opgaven, indkalder til møder, og gør en kæmpe indsats for at dine nye medarbejdere virkelig mærker, at du er der for dem og at NU sker der forandringer. Den gode slags vel at mærke. Alt det de har efterlyst. Vidensdeling, anerkendelse, team-spirit, udvikling. Alt det der.
Samtidig ranker du ryggen, når du er sammen med de andre ledere — og ikke mindst din egen leder. Du signalerer, at du sagtens kan tage de svære beslutninger og være tough, når der er brug for det. Måske gør du endda lidt for meget for at vise det.
Og så rammer hverdagen. Virkeligheden. Forventningerne brister. Opgaverne hober sig op. Altså de opgaver du løste før du blev leder. Plus at nu skal du også lige pludselig til at løse de andres opgaver oveni. Altså… så du kan sikre dig, at kvaliteten er god nok.
Og hvor meget tid var det egentlig, du skulle sætte af til “ledelse”? Det er nok bedst først at få løst opgaven så kunden bliver tilfreds.
Medarbejderne bliver utålmodige. Det bliver svært at lave de forandringer, du havde lovet, når du også lige skal aflevere projekter. Og din leder spørger dig ovenikøbet utålmodigt til rekrutteringer, pipelines, budgetter, strategier, ressourceplaner. Og så skal du gudhjælpemig osse til at holde MUS. Det er virkelig dårlig timing lige nu.
Godt fra start
Mange af os kan sikkert genkendende karikaturen ovenfor. Fra os selv eller en af vores ledere. Men hvordan undgår man skuffelserne og kommer godt fra start?
Uanset hvor mange gode intentioner og menneskelige egenskaber du besidder, så er der nogle steps du skal igennem, når du tager fat i den nye rolle:
Stem af
Du overvejer at sige ja til rollen som leder — men hvad er egentlig forventningerne til dig både fra start og på den lange bane? Her er en række spørgsmål du kan tage med dig:
-
- Hvad skal du lave som du ikke gør nu — og hvad skal du holde op med at gøre?
- Er det overhovedet realistisk? Hvem tager over?
- Hvad er din beføjelsesramme?
- Hvem kan hjælpe dig?
- Hvilken form for træning får du?
- Hvordan ved du, at du er en succes som leder?
- Hvad er ledelsesfilosofien i din organisation? Og hvordan passer det med dine egne menneskelige og ledelsesmæssige værdier?
At du blive en succes som leder afhænger altså i høj grad af, hvor god din leder er til at rammesætte din nye rolle med dig.
Giv slip
Som ny leder har du helt sikkert fokus på alt det nye, du skal til. Men for at kunne få succes som leder, er der helt sikkert også noget du skal holde op med at gøre.
Og måske er det lige præcis det, som før gjorde dig til en succes. Og så bliver det svært. Før var du den vildeste designer / arkitekt / projektleder / [sæt selv ind]. Det var måske endda derfor du blev leder. Men nu skal du give slip på noget af det, du var bedst til, og lade dit team komme til. Og du skal have tillid til, at de kan, støtte dem, og ikke mindst acceptere, at de måske arbejder på en anden måde, i et andet tempo end dig.
Du skal med andre ord til at få dine succeser på en helt ny måde. Og det er dælme angstprovokerende.
Forstå
Oveni skal du som den nye leder accepterer den ændrede rolle, du nu har. Du vil måske opleve, at de kollegaer du delte historer fra festerne med ikke involverer dig i snakken ved kaffemaskinen længere. Eller inviterer dig med hen til bordfodboldbordet.
De ser dig simpelthen i et andet lys nu. Det er ok. Også selvom du føler, du er nøjagtig den samme som før.
Eller er du? For du skal også anerkende, at det at få status og indflydelse gør noget ved dig som menneske. Nogle forskere mener endda, at magt simpelthen ændrer vores hjerne. Og det leder mig til det ultimativt vigtigste våben som ny leder.
Den ultimative ledelses-superpower
Der er én ting, der ufravigeligt er nødvendigt for at få succes som leder (hvis ikke bare du beror dig på held): evnen til selvreflektion.
Hvis ikke du tør kigge indad og tro, at også du kan lære noget, så er alt det andet ligegyldigt. Så husk, at du som leder skal:
-
- Lytte
- Turde tage imod feedback — endda opsøge den
- Turde fejle (også) som leder. Og erkend og lær af dine fejl
- Være opmærksom på, hvad “magten” gør ved dig. Husk, hvad det var, der gjorde, at du blev valgt som leder
- Være ydmyg omkring ledelsesopgaven — det er noget der skal læres (og man bliver aldrig færdig)
Det er som om, vi tror at ledelse er medfødt og derfor ikke noget vi skal lære, i modsætning til når vi skal lære et nyt tegneprogram eller en ny proces. Men ledelse, det er noget man øver sig på. Og det er aldrig for sent at begynde.
Er du (ny) leder og kunne du tænke dig at vide mere om, hvordan du/i kommer godt fra start og får udviklet jeres ledelsesfilosofi så tag fat i mig for en uforpligtende snak. Det gælder også hvis du allerede er leder, og har brug for et coaching forløb for at få arbejdet med dine lederskills og din lederudvikling.
Jeg tilbyder bland andet individuelt lederudviklingsforløb, som du kan læse mere om her.